Et par, der ikke troede, de havde noget at spare af
Camilla og Rasmus kom til os en tirsdag aften, lidt spændte og lidt undskyldende. De var begge i fast arbejde, havde to børn i folkeskolen og betalte husleje til tiden hver måned. Alligevel sagde Camilla med det samme: Vi har ikke en eneste krone stående, hvis noget går galt.
Jeg har hørt den sætning mange gange, og den kommer sjældent fra folk, der er skødesløse. Oftest kommer den fra familier, hvor pengene er blevet brugt hver måned, fordi hverdagen kræver det. Der er ikke noget galt med dem. De har bare aldrig fået lagt en plan for det uventede.
Rasmus fortalte, at et par måneder tidligere var vaskemaskinen gået i stykker samme uge, som bilen skulle til service. Det endte med at gå ud over kreditkortet og en uges dårlig stemning derhjemme. Det var den oplevelse, der fik dem til at ringe til os i Ahlgade.
Første samtale: hvad kunne de egentlig undvære
Vi startede ikke med et tal for, hvor meget de skulle spare. Vi startede med at se på tre måneders kontoudtog, side om side ved bordet. Camilla og Rasmus pegede selv på de poster, der undrede dem, og der var flere, end de havde regnet med.
Det var ikke store ting. Et par abonnementer, der ikke blev brugt, og en vane med at handle ind på vej hjem, fordi ingen havde lavet en madplan. Til sammen løb det op i en sum, der ikke føltes som et offer, når de først så den skrevet ned.
Jeg plejer at sige, at man ikke finder penge til en buffer ved at forsage alt. Man finder dem ved at se tydeligt, hvor de allerede forsvinder uden at gøre nogen glad. Den erkendelse tog roen ud af de første ti minutter og gav plads til at tale om, hvad de ville.
Hvor stor skulle bufferen være
Mange tror, at en nødopsparing skal svare til et bestemt antal måneders løn, og at man ikke må røre den, før den er fuld. Vi gik en anden vej. Vi regnede på, hvad Camilla og Rasmus faktisk ville få brug for, hvis en indtægt faldt væk i en periode, og hvad de typiske uventede regninger kostede.
Resultatet blev en størrelse, de kunne se for sig og tro på. Ikke et tal, der virkede umuligt, men et mål, der kunne nås i løbet af et år uden at ændre alt andet. Vi delte det op i et første delmål, som var en lille pude på et par tusinde kroner.
Det første delmål er vigtigt, fordi det giver en følelse af fremdrift tidligt. Når der står et beløb på kontoen efter to måneder, bliver opsparingen noget, der findes, og ikke bare en god intention.
Vi talte også om, hvor pengene skulle stå. En separat konto, der ikke er koblet til dankortet, gør det lidt sværere at bruge dem i øjeblikket, men let nok at komme til, når der virkelig er brug for dem.
- Delmål først, fuldt mål senere
- Separat konto uden kort
- Et fast beløb med faste datoer
Den enkle vej: en fast overførsel dagen efter lønnen
Det, der gjorde forskellen for Camilla og Rasmus, var ikke en klog formel, men en simpel aftale med sig selv. En fast overførsel, som går af sted dagen efter lønnen, så pengene er væk, før der er tid til at overveje, om de skal bruges.
Beløbet var beskedent i starten. Vi valgte det sammen, så det føltes som noget, de kunne holde ud i de måneder, hvor der også var fødselsdage og tandlæge. Hellere et lille beløb, der holder, end et stort, der bliver droppet i tredje måned.
Vi aftalte også, at de skulle kigge på tallet igen efter et par måneder, uden at det blev en eksamen. Hvis det føltes for stramt, kunne de sætte det ned. Hvis det føltes let, kunne de sætte det op. Pointen var, at det skulle være deres tal.
Den første rigtige test
Lidt over to måneder inde i forløbet gik Rasmus' cykel i stykker, og samtidig kom der en uventet regning fra børnenes skolefritidsordning. Før ville det være gået på kortet. Nu hentede de beløbet på bufferkontoen og skrev til os bagefter, for de ville gerne dele det.
Camilla sagde, at det mærkelige var, hvor lidt der skete. Ingen skænderi, ingen tavs aften. De tog pengene, betalte, og begyndte derefter at fylde op igen. Den ro var det, de havde manglet.
Jeg synes, det er den bedste måde at måle en buffer på. Ikke på hvor stor den er, men på hvordan det føles, når noget går galt. Når en uventet regning ikke længere er en krise, men blot en ting på listen, har bufferen gjort sit arbejde.
Hvad jeg tager med fra deres historie
Camilla og Rasmus har ikke gjort noget usædvanligt. De har set på deres tal, valgt et realistisk mål og sat en fast vane i gang. Det er netop derfor, historien er værd at fortælle, for det er noget, de fleste familier kan efterligne.
Det vigtigste, jeg oplevede, var, at de talte sammen om det. Opsparingen blev et fælles projekt og ikke en kilde til bebrejdelser. Når begge parter kan se tallet og forstå, hvorfor det er der, bliver det lettere at holde fast.
Jeg ved ikke, hvordan deres økonomi ser ud om fem år, og jeg lover ingen resultater. Men jeg ved, at de nu har en vane, en konto og en fælles forståelse, som de ikke havde, da de første gang satte sig ved vores bord.
En buffer behøver ikke være stor for at ændre en families hverdag. For Camilla og Rasmus handlede det om et overskueligt første mål, en fast overførsel og en samtale, hvor begge følte sig hørt. Har du lyst til at finde en størrelse og en vej, der passer til jer, er du velkommen til at skrive til os via kontaktsiden.
